hvordan jeg havde det. Jeg havde endnu ikke lært hvad det ville sige at tage det fulde ansvar for mig selv og min krop. Et eller andet sted i min fortid havde jeg opfattet, at det var forkert at tænke på mig selv først og at det var min pligt at sørge for alle andre. Dette gjorde mig til tider til en belastning for mine omgivelser.
I foråret 2005 år fik jeg diagnosen æggestokkræft, som blev livstruende for mig. Fra den ene dag til den anden var mit liv i fare og det stod klart for mig, at det var min krop, der gav op over for min uhensigtsmæssige måde at bruge mig selv på. Det er min overbevisning, at når man overforbruger sin krop eller motor vil den “gå i stykker” og bryde ud i sygdom, i princippet en hvilken som helst sygdom. Jeg havde set nogle tydelige eksempler på dette, da min første mand og min mor døde af kræft i ‘91 og ‘93. Kort tid efter min diagnose bliver det klart for mig, at jeg ikke kan løse mine problemer selv, og at jeg ikke på egen hånd kan aflære mine ubevidste eller uhensigtsmæssige mekanismer, fordi de selvsamme mekanismer spænder ben for denne process.
Heldigvis var jeg allerede i gang med at tage ansvar for almindelige områder såsom søvn, motion, kost, arbejde, osv. Jeg oplever ubalancer på disse områder som en form for skjult misbrug, som kan nedbryde immunforsvaret og være sygdomsfremkaldende. I dag ved vi desuden, at det kan være sundhedsskadeligt ikke at lytte til vores grundlæggende behov. Mit ansvar var på et langt dybere plan og at jeg opdagede at jeg måtte i gang med en hel central del af min udvikling; nemlig at undersøge årsagen til hvorfor jeg ikke tog mig selv alvorligt nok og hvorfor jeg overforbrugte mig selv. Måske søgte mine forældre ikke svaret på dette, så de kunne give mig det, eller også var det bare ikke i tiden dengang. Jeg tænker at min søgen efter dette svar har været en medvirkende årsag til, at mit liv har været til at redde.
Redigeret artikel fra medlemsbladet KIU, efterår 2006.